lørdag den 25. juli 2015

Cykeldage og Wiola

Vi kan godt lide at cykle rundt i det smukke danske sommerland. Egentligt havde vi planlagt en tur til Mors, men vejrmeldingen var lidt ringe i det nordjyske, så i stedet gik turen til Fyn, nærmere bestemt Middelfart.

Det blev til en dejlig tur langs med Lillebælt i godt cykelvejr med sol og skyer og 23 g, og så kan man jo kun være glad :-)


Vi fandt en skøn cafe ved vandet, hvor frokost og et dejligt koldt glas hvidvin måtte indtages efter turen....der er jo både ferie og solskin og disse to ting har vist sig ikke at gælde hver dag....;-)


Vi boede på dette smukke sted, Kongebrogården, som ligger lidt ud til havet..jeg fik en god pris på last minuts booking med havudsigt...uha det er noget jeg kan li :-) og der var god tid til at strikke om  aftenen med udsigt til marsvin, som flere gange vendte tilbage.




Og til en stille morgen for de friske i solskin og med tid og ro til en kop kaffe på balkonen.
Ahhhhhhh.....

Og så blev jeg lige presset lidt af Mona til at færdigmontere Wiola med bånd og knapper:-) og her er hun så :







Som tidligere nævnt er den strikket i en tråd supersoft og en tråd tynd Alpaca på p nr 4. Knapperne fandt  jeg på turen til Samsø hos Birte Sahl og båndet hos Stof og Stil efter kig mange steder. Jeg er godt tilfreds med den. Og snart er det jo årstiden for sådan en trøje...men det kan godt vare lidt endnu!! 
Nu vil jeg nyde 2. sidste dag med Tour, the og strik...må sige vejret i dag kun kan bruges til den slags fornøjelser :-) håber du på trods også kan nyde vejret - ha en god weekend :-)









fredag den 17. juli 2015

Smukke Menorca

Egentlig skulle vi have været på en spændende minirundrejse i Cinque Terre og Toscana i Italien...men med en søn på kombineret studierejse og ferie i Japan, og en datter som skulle arbejde sommeren igennem, og som ikke skulle på ferie, tja så blev vi lidt bløde og ændrede ferieplanerne. I stedet inviterede vi hende med en uge sydpå, og valget faldt på Menorca, som er lillesøster til Mallorca.


Og det viste sig at være et fantastisk sted - utroligt smukt med blå-grønne bugter og dejlige   sandstrande, masser af klipper og et særdeles behageligt klima grundet vinde fra nordvest, som også
giver jorden på øen salt. Menorca har flere strande end Mallorca og Ibiza tilsammen omend de fleste 
jo er små hyggelige strande. Øen er på Unescos verdensarvsliste, og her er ikke ret mange turister. Prisniveauet overraskede os positivt - vi kunne få en lækker 3 - retters menu til ca. 100 kr. og en god flaske vin til 75 kr. på lokale restauranter. Og masser af lækker fisk :-)





Vi boede på nordsiden af øen og kunne vandre langs hav og klipper ind til en lille hyggelig by, Fornells. Det er en rå natur her som krævede lidt form at komme frem i men en fantastisk tur.Man kan faktisk gå rundt langs hele øen, da der i tidligere tider har været patruljeret rundt på hesteryg langs kysten.
Der lever også vilde manorcinske heste på øen, som vi også mødte på turen.
Et par dage senere lokkede vi Emma med - men der er nok ikke en vandrer gemt i hende, selvom hun også var fascineret af turen ;-))


Men ellers fordrev vi tiden her ved poolen med udsigt over Tirant bugten eller ved stranden - jeg havde gemt Ken Folletts 3. bog, På kanten af evigheden til denne tur, da jeg i hverdagen ikke når at læse  så store bøger. Har du ikke læst trilogien kan jeg varmt anbefale den - fantastisk læsning om 3 generationer og et spændende historisk forløb fra 1.verdenskrig og frem til murens fald.

Og som jeg skrev i forrige indlæg var der lidt nyt håndarbejde med.. det blev kun til lidt men det har jo også ret :-)



En sommercardigan, Sukkertrøjen er nu på pindene igen - og pindende er firkantede :-)


Og så er der blevet hæklet på Primulatæppet - det er total hygge..

Nu skal jeg rundt og se jeres indlæg, som jeg glæder mig til at læse...

Håber I alle nyder sommeren og solen, når den er her :-)

mandag den 6. juli 2015

Ferie ferie ferie

Ferie ferie ferie....sådan synger vi i lighed med mange andre skoler, når sommerferien indtræder.
Det er festligt og herligt at stå sammen med alle skolens elever og ansatte, som alle ser frem til mange velfortjente fridage...
Mine første fridage gik på Den lille fede, en musikfestival i Nibe, som vi har været en del af siden den begyndte. Vi hygger sammen med nære venner, som bor derude, og som vi jo så nærmest flytter i hos. Vi har haft så sjove dage med masser af skøn musik og samvær med venner og bekendte... og alt for lidt søvn og for megen alkohol;-)


Det var bla en forrygende koncert med Gnags, som forkælede os med en tur langs Memory Lane...
Min første koncert var med dem i 1982....og har siden hørt dem mange gange. Og AG kunne stadig!!
Det sammen gjaldt for Kim Larsen, som ganske vist sad ned under hele koncerten...også han spillede gamle og elskede sange, og lagde ud med Langebro, som er forrygende!!


 Åh ja, og for at det ikke skal være løgn, så var vi også ude at høre Sting om tirsdagen i Skovdalen i Aalborg..det var vores julegave til hinanden....uha det var en skøn koncert...trods 63 år ser han aldeles fantastisk og veltrimmet ud, og hans stemme holder! Absolut en koncert i bedste stil...

Jeg nåede også lidt rundt i sommerlandet i det dejlige vejr på cyklen...sådanne dage er Danmark noget af det smukkeste...og jeg elsker det:


Smukke gule kornmarker og grøftekanter med vilde blomster...


Røde valmuer på grønne græsmarker...


Og dejlige strande og blå farver...

Men ferie er også rejsetid, og snart skal vi sydpå...og så må der nyt håndarbejde med...jeg laver strikkeprøver og har bestemt mig for endnu en sukkertrøje af Marianne Isager i en dejlig lysblå farve i bomuld, hør og viskose. Og så er jeg blevet vild med at hækle... Jeg har længe været totalt forelsket i Arne og Carlos Primula tæppe...og tænkt at det bare var for stort et arbejde....men lur mig om det ikke er det jeg nu har gang i ;-) det skal hækles i rester i tynd uld og coast på p nr 3. Dog har jeg lige suppleret med et par farver, som jeg syntes manglede...og hold nu op der er mange farver/ rester at gå i gang med!!! Dejligt med oprydning og at kunne bruge garnet på denne måde. Og her er starten på det:


Det bliver et spændende og hyggeligt arbejde - det må at den tid det vil :-)

Ønsker jer alle en dejlig ferie :-)